Oplyser sælger tydeligt sit navn, sin fysiske adresse og andre kontaktoplysninger som for eksempel e-mail adresse og telefonnummer?
Kan du ikke finde sælgers kontaktoplysninger på hjemmesiden, bør du finde en anden side at handle på. Mangler oplysningerne, kan du ofte tage det som et udtryk for, at sælger ikke er interesseret i at blive fundet. Får du efterfølgende problemer, står du i en vanskelig situation, hvis du for eksempel kun har en e-mail adresse på sælger.
Giver sælger tilstrækkelige oplysninger om varens/ydelsens væsentligste egenskaber?
Hvis sælger ikke giver dig tilstrækkelige informationer om varen, får du måske ikke den vare, du forventer. Kontakt sælger for at få de manglende oplysninger eller overvej at købe på en anden hjemmeside.
Får du tydelig oplysning om pris, levering, betaling og andre købsvilkår?
Salgsaftalen skal være klar og tydelig og sælger har pligt til at oplyse dig om
- Prisen på varerne inklusive alle afgifter, f.eks. moms
- Leverings- og betalingsbetingelser samt leverings- og betalingsomkostninger
- Fortrydelsesret, retur- og bytteret og garanti, hvis der er en
- Reklamationsretten – du har krav på minimum 2 års reklamationsret ved køb af varer
Hvis sælger ikke giver dig disse oplysninger så find en anden hjemmeside, som opfylder kravene.
Kan du betale med betalings- eller kreditkort?
Det er langt det sikreste at betale med kort (f.eks. Visa-dankort, MasterCard, Eurocard og American Express), når du handler på nettet. Du har ikke samme mulighed for at få pengene tilbage, hvis du har forudbetalt, f.eks. ved en bankoverførsel.
Betaler du med kort, kan du altid få pengene tilbage, hvis
- Varen ikke bliver leveret
- Sælger opkræver mere, end du er blevet oplyst om, at varen ville koste
- Du fortryder købet ved at undlade at modtage varen
- Der er hævet penge på din konto, uden du har givet lov
I de tilfælde, skal du kontakte sælgeren og bede ham om at tilbageføre pengene. Lykkes det ikke, kontakter du kortudstederen, typisk din bank, og meddeler, at du ønsker det beløb tilbageført, som du er uenig i.
Giver sælger dig oplysning om fortrydelsesret?
Når du handler på nettet, har du normalt ret til at fortryde købet. Fortrydelsesfristen afhænger af, hvilket land du handler i, men du har som minimum syv arbejdsdage til at fortryde i. Vær opmærksom på, at du normalt ikke må bryde forseglingen på software, musik og film, hvis du vil udnytte fortrydelsesretten.
Der er en række undtagelser for fortrydelsesretten for eksempel hotelleje, feriebestilling, leje af biler og bestilling af flyrejser.
Hvis sælger ikke oplyser dig om fortrydelsesret, så find en anden hjemmeside at handle på.
Giver sælger dig oplysning om, hvad du kan gøre i tilfælde af fejl og mangler?
Sælger skal gøre dig tydelig opmærksom på, hvad du skal gøre, hvis du ønsker at klage over en vare inden for reklamations- eller garantiperioden. Har sælger ikke har sat sig ind i, hvilke rettigheder du har som forbruger, så overvej at handle på en anden hjemmeside.
Beskytter sælger dine persondata og betalingsoplysninger?
Sælger skal tydeligt informere dig om, hvilke persondata han indsamler om dig, f.eks. navn, adresse, køn, alder. Sælger skal også oplyse om, hvordan informationerne bliver brugt, og hvad de skal bruges til.
Dine betalingsoplysninger skal altid være beskyttet mod risikoen for, at nogen uberettiget kan få fat på dem, både under transmission og under den efterfølgende opbevaring. Tjek at der er en hængelås nederst på den side, du indtaster kunde- og betalingsoplysninger på hjemmesideadressen begynder med https://